Bikini love

Før kærligheden // min historie

156389_10152565843659937_599328398_n

Nu har jeg sat mig under dynen, sat sangen der bringer flest minder fra i sommers frem og er nu klar til, at fortælle historien før kærligheden – for den er ligeså vigtig en del af mig, som historien om kærligheden er..

Den har nemlig for mit vedkomme været mere end hård. Vil gå så langt, at det har været den hårdeste tid nogensinde – og jeg har været igennem meget!

Jeg mødte J i byen tilbage i foråret – og jeg husker tydeligt blikket vi sendte hinanden.
Der var en gnist med det samme – og det tror jeg egentlig ikke vi var i tvivl om nogen af os.
Da byturen var slut og jeg gik alene hjem med en sørgelig pizza, og der selvfølgelig var blevet lyst – stødte jeg ind i J, hvor vi snakkede kun et kort øjeblik.
Dagen efter havde han ansøgt mig på facebook, og derefter gik det masive skriveri igang.

Aldrig har jeg haft en kemi med en person, som jeg havde med J – vi kunne skrive hele dagen, og det gjorde vi også!
Vi jokede og jeg grinte sådan højlydt når vi skrev sammen.. Det var en kemi jeg ikke havde oplevet før.

Der gik nogle uger før han hentydede til, at komme ned og se min lejlighed inden jeg faktisk skulle flytte hjem i en periode inden det hed København.
Jeg var for første gang ikke nervøs, jeg glædede mig bare enormt meget til, at se om denne kemi var ligeså masiv i virkeligheden, som den var via sms.

Han havde taget en flaske rødvin med, som vi drak mens vi spillede Bezzer Wizzer.
Vi grinte, snakkede, spillede, drak og havde den bedste aften jeg kan huske, at have haft med en fyr.

Og lige i dét øjeblik skete det – det var lige dér, at jeg kunne mærke det helt dybt nede i maven.
Det blomstrede med det samme og en lyst til, at se ham igen dukkede op med det samme..
Men det famøse spil der skal være mellem en pige og en dreng tog til, og jeg skulle i hvert fald ikke spørge med det samme.
Jeg var nødt til at virke kostbar og interessant….

Dagen efter skulle vi begge i byen og jeg havde glædet mig som en sindssyg til, at han skulle se mig i kjole og dressed up.
Den glæde skulle snart nok vise sig, at blive manet til jorden, da jeg snakkede med ham en enkelt gang denne aften – jeg vidste lige dér, at han ikke måtte have fået den samme følelse i maven, som jeg selv.

Det viste sig, at blive sidste gang i meget lang tid, at jeg så J….

Jeg tror aldrig jeg har haft så ondt i maven, som tiden derefter – min tvivl om, hvorvidt J overhovedet gad have noget med mig, at gøre nagede mig dag ud og dag ind.
Jeg sov ikke om natten og meldte mig flere dage syg på job – fordi jeg simpelthen ikke fungerede.
De dage jeg var på job, sad jeg med høretelefoner i og havde ikke lyst til, at snakke med nogle mennesker overhovedet.
Jeg brugte mine veninder enormt meget i den periode – nok for meget. For det har været hårdt, at være min veninde i den periode..
Jeg ringede ofte grædende, jeg havde bare brug for, at komme ud med det hele, igen og igen og igen igen….

At sidde med denne følelse efter, at have set ham denne ene aften, gav absolut ingen mening for mig, hvilket også var grunden til, at jeg aldrig nævnte disse følelser for ham på noget tidspunkt..

Jeg vågnede om natten, hvor jeg havde drømt om J, drømt at han havde skrevet – det var ofte meget simple drømme, som blot omhandlede at han tog kontakt.
Hvilket oftest blev til et mareridt, da det gik op for mig, at det ikke gik i opfyldelse..
Jovist skrev vi en del sammen i en måned til to efterfølgende – men slet ikke på samme måde, som tidligere.
Ikke med samme feedback, som han normalt gav mig – der var intet liv og humor bag skriverierne.
Og det mærkede jeg helt ind til knoglerne – det gjorde sådan fysisk ondt.

Jeg havde aftener, hvor jeg bare havde brug for, at være sammen med enten min bror eller mine veninder – jeg lagde mig ofte ned til mine forældre i stuen for blot, at få tankerne lidt væk fra J – bare nogle timer ville være en lettelse.

Efter noget tid måtte jeg jo nok erkende, at det ikke blev til en date nummer to, hvilket nok har været en af de hårdeste ting for mig, at indse.
Men jeg var nødt til, at give slip – ellers ville jeg ikke få min hverdag til, at fungere igen..

Der gik igen måneder – måneder jeg brugte med manglede søvn, gråd, mareridt og bare en følelse af konstant, at være utilpas i min egen krop.
Jeg frygtede, at cykle på arbejde fordi jeg var bange for, at han kom kørende – jeg frygtede for at tage ned og træne fordi jeg ikke ville kunne klare, at se ham.
Den frygt blev så en dag til virkelighed da jeg skulle til spinning med min søde Karoline…
Han stod på cross traineren, og havde hun ikke været der til at holde mig, var mine ben nok bukket under på stedet.
Jeg er nok aldrig kommet ind i et omklædningsrum så hurtigt – jeg havde lyst til, at blive siddende derude i flere timer indtil jeg var sikker på, han kysten var klar.
Det var naturligvis ikke en mulighed, og vi sneg os ind til spinning uden han lagde mærke til os.

Det manede fuldstændigt de fremskrift jeg efterhånden havde opnået til jorden – og jeg var tilbage til udgangspunktet, som bestemt ikke var et sted jeg ønskede at være i.

Tiden derefter er noget sløret for mig, jeg kan huske, at min ferie til USA virkede meget vigtig, for jeg havde brug for at komme langt væk.
Væk fra alle mine tanker, væk fra, at være mig selv, hjemme i lille Randers.

Men i August fik jeg sporadisk et par sms’er fra J, under hans ferie i Tyrkiet – hvilket igen hylede mig ud af den.
For jeg blev forvirret, og kunne ikke helt forstå hans hensigter med at skrive.
For der var ikke nogen invitation til, at skulle ses igen – de virkede i bund og grund lidt ligegyldige.
Jeg besluttede mig derefter for, at jeg intet skulle ligge i hans beskeder og måske bare ignorere dem. For at blive ved gjorde mig ikke noget godt.

Han skrev igen ugen inden jeg skulle til USA – og en kuldegysning gik gennem hele kroppen.
Jeg forsøgte igen med, at jeg ikke skulle ligge noget i de beskeder, men det var som om tonen var en anden, den var som da vi startede.
Han var sjov, han var J – min J!
Og ud af det blå havde han spurgt om vi skulle ses – jeg tvivlede ikke et eneste sekund på at sige ja.
Jeg bebrejde ham aldrig for hans fravær igennem hele sommeren – for vi havde intet lovet hinanden – han havde intet at skulle forsvarer.
Mit eneste problem var, at jeg havde brug for, at vide, hvorfor?
Hvorfor stoppede du med at skrive?

Jeg har brugt timer, nok nærmere uger på, at ligge og tænke – vende og dreje alle situationer og samtaler i hovedet.
For et eller andet måtte jeg da have gjort galt. Jeg fandt bare aldrig frem til en løsning.
Det gav aldrig helt mening for mig.

Den fredag jeg så tog ud og besøgte J, blev starten på kærligheden –
starten på det bedste der nogensinde er sket mig, starten på mig og Jesper Fruelund, og det er først lige begyndt……

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bikini love